For dem der ikke har opdaget det, så starter World Outgames 2009 i dag og løber frem til 2. august. World Outgames begyndte egentlig i Montreal, Canada i 2006 og er en sports- og kulturbegivenhed, der skal sætte fokus på bøsser og lesbiskes rettigheder. Det gøres gennem et væld af events, og København vil forhåbentlig blive fyldt med livsglæde, aktiviteter, sjov og ballade.
Det er en vigtig begivenhed, fordi homoseksuelle stadig oplever diskrimination. En diskrimination, der desværre sommetider udvikler sig til decideret hate crimes, dvs. overfald verbalt eller fysisk pga. fx. etnicitet eller seksualitet. Det kan være alt fra tilråb til overfald, og det årlige Gay Pride parade er flere gange blevet angrebet af stenkastende unge, hovedsagelig af anden etnisk herkomst. Det er dybt imod dansk frisind, og i øvrigt umenneskeligt ikke at acceptere, at to mennesker vælger at være sammen, og hvad der ellers foregår under lagnerne, og hvilke kønsdele der end måtte være involveret hos de pågældende parter, kommer ikke andre ved. Så længe begge er voksne og ved deres fulde fem. Og så må vi se, om Pastoren nogensinde kommer til at vie et homoseksuelt par. I dag er det kun muligt at få en homo-velsignelse i kirken, selve den juridiske del skal ordnes på rådhuset. Men mon ikke vi snart i fremtiden kommer til give homoseksuelle samme rettigheder som heteroseksuelle på det område? Den danske Folkekirke er heldigvis så rummelig, at der både er masser af præster der gerne vil vie homoseksuelle, og plads til dem der ikke vil. To each his own.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar