It's Britney Bitch!

Britney Spears giver koncert i Parken i morgen, og selvom jeg har et noget ambivalent forhold til hende (eller netop derfor), vil jeg alligevel dedikere et indlæg til hende. Hun står som kunstner for alt det, jeg ikke bryder mig om ved populærmusikken; Man tager en køn pige, om hun kan synge er ikke så vigtigt, og så sørger man for at få de bedste pop-snedkere til at lave iørefaldende numre til hende. Hun kunne for så vidt udskiftes med hvilken som helst køn pige, derfor bygger man et totalt kontrolleret image op omkring hende. Hun bliver til det perfekte produkt. Og der syntes jeg musikken mister sin sjæl. Der hvor jeg elsker musik, er hvor den rører mig på et følelsesmæssigt plan. Dér hvor kunstneren har noget på sinde. Det kan man ikke just sige om Britney. Og alligevel syntes jeg især hendes seneste udgivelser, har være interessante. Jeg er ikke så meget til bubblegum Britney, men mere til trashy Britney. For sandheden er jo, at i takt med at hun psykisk faldt fra hinanden, blev hun bare mere interessant. Men kan vi tillade os at købe produktet Britney, når mennesket Britney tilsyneladende slet ikke kan bære denne transaktion?

Jeg har på den ene side ondt af hende, på den anden side har hun jo konstant taget valg, der fastholder hende som produkt. Hvorfor ser vi fx stadig de stærkt retucherede billeder af hende på plakater og musikvideoer, når hun helt tydeligt slet ikke ser sådan ud? Det er jo ikke underligt, at pressen syntes, det er enormt interessant at bringe "grimme" billeder af hende, når man den ene dag i en video kan se en super tynd, super lækker Britney med perfekt hud og hår og den anden dag kan se hende på gaden, med uren hud, 10 kg tungere og i sædvanlig trailer trash-tøjstil. For så bliver det interessante jo at påvise popprinsessens menneskelige side. Viser man omverdenen en perfekt facade, er faldet jo langt ned til det almindelige menneske.

Samtidig er virker det som om Britney konstant er i kamp med sig selv. Hun ønsker på den ene side at være den søde, yndige prinsesse og på den anden side den vulgære, femme fatale. Hun kan ikke rigtig finde sig selv, og måske er det denne kamp, der ender i hendes velkendte trailer-trash-stil.

(...) og efterhånden ret tyk og brugt

og stadig med alt for meget makeup

stiger hun i faldet som en kvinde

i gang med at finde

den krop, der endelig

kun tilhører hende

Personligt tror jeg, at den eneste måde hun kan blive helt rask, er ved at turde være sig selv. At turde være uperfekt og menneskelig og i bund og grund bare kunne lide sig selv så meget, at hun tør stå ved sig selv. Spørgsmålet er så bare, hvor interessant hun så vil være som kunstner?

Hun kan ikke holde ud at være snavset

hun kan ikke holde ud at være ren -

hun kan ikke holde ud at være yndig

hun kan ikke holde ud at være grim

Så hun syede sit hår på igen

og klippede det af en gang til -

så syede hun det på igen

og klippede det af en gang til

Hun kan ikke holde ud at være ensom

hun kan ikke holde ud at være social -

hun kan ikke holde ud at være perfekt

hun kan ikke holde ud at have fejl

Så hun syede sit hår på igen

og klippede det af en gang til

fordi hun ville være

en hvilken som helst anden

end Britney Spears

(dette digt og det tidligere digt er taget fra Christel Wiinblads "49 forelskelser")