For et par uger siden, modtog jeg en mail fra et firma der hedder Sunglasses Shop. Her spurgte ejeren Louise, om jeg ville bringe en reklame for shoppen. Jeg tjekkede den ud, og syntes faktisk, det så helt ok ud. Derfor havde jeg planlagt at bringe et indlæg. Jeg vil gerne reklamere gratis, hvis jeg syntes produktet er godt. Og jeg vil gerne støtte nye firmaer. Men så stødte jeg på en anden blog, hvor samme Sunglasses shop blev fremhævet. Nu er jeg ikke så selvcentreret, at jeg tror sådan en reklamemail kun sendes til mig. Men forskellen var bare, at denne blogger havde modtaget et par solbriller for at bringe reklamen. Og når jeg kigger ud i blogland, kan jeg se, at flere bloggere har bragt reklamen. Fint nok, intet problem der. Men nogle bloggere har fået betaling i form af solbriller og andre har ikke. Det gjorde mig SÅ vred, at jeg skrev til firmaet, at jeg vidste at dette skete, og at jeg ikke ville støtte et firma, der på den måde delte blogs op i A og B hold. A holdet er dem man gerne vil betale, og B holdet forventer man bringer gratis reklame. Magen til respektløshed har jeg ikke set før i denne branche. Hvorfor søren skulle jeg spilde min dyrebare tid på at hjælpe Louise fra Sunglasses shop, når hun åbenbart er villig til at betale andre for det samme? Dårlig stil Sunglasses Shop!
Og her kunne jeg godt opfordre mine søster-bloggere til at være lidt solidarisk med deres medbloggere. Hvis vi vil tages alvorligt, må vi stå sammen og kræve respekt. Det er fint at man får en vare for at bringe en reklame, så længe man er 100 % tydelig om dette på sin blog. Men husk på, at andre bloggere har bragt reklamen gratis, uden at få oplyst at nogle bloggere har modtaget betaling. Det er ikke fair overfor dem, og det skader samarbejdet mellem bloggerne og firmaerne.
Knus Susie
